Vegansk sæbe med kamille og hybenkerneolie

Vegansk sæbe med tørrede kamilleblomster, kamilleolie og hybenkerneolie

Vegansk sæbe er nemt at lave hjemme i køkkenet, og super lækkert at lave til dig selv eller til gave. Denne sæbe er både smuk og har gode egenskaber til din hud.

  1. Opskrift på sæbe
  2. Læs mere om oliernes virkning
    Hybenkerneolie
    Kamilleolie

Opskrift på vegansk sæbe med kamille og hybenkerneolie

Ingredienser

500 g “smelt-og-hæld-op-sæbe”, købt hos Urtegaarden.dk
1 spsk hybenkerneolie
1-2 tsk kamilleolie (min var hjemmelavet – se opskriften her)
5 spsk tørrede kamilleblomster
Evt. lidt aroma – jeg brugte rabarber

Materialer

Skærebræt
Kniv
Lille gryde
Røreske
Form (jeg brugte en slip-let rugbrødsform)

Fremgangsmåde

Skær din “smelt-og-hæld-op-sæbe” i mindre stykker, så sæben lettere kan smelte. Put sæbestykkerne op i din gryde og lad sæben smelte ved middel varme. Når sæben er helt smeltet, kan du tilsætte dine olier, aroma og tørrede kamilleblomster. Sørg for at røre godt rundt i sæben. Hæld så sæben over i den form, du ønsker den skal størkne i, men brug en form, du ved sæben kan slippe fra igen. Rør godt rundt i sæben, til du fornemmer, at den begynder at størkne lidt. Derved sikrer du, at alle kamilleblomsterne ikke blot lægger sig i toppen af sæben, men bliver fordel rundt i sæben. Put din sæbe på køl/i fryseren, indtil den er størknet, bank den ud af formen og skær sæben i den størrelse, du ønsker. Jeg skar mine sæbe i 8 stykker, størrelse som på billedet 🙂

vegansk sæbe med kamille og hybenkerneolie

Oliernes virkning

Hybenkerneolie

Hybenkerneolie er en blødgørende olie, der er velegnet til alle hudtyper; også sart og følsom hud. Olien absorberer hurtigt i huden, øger hudens elasticitet og skulle være effektiv til regenerering af celler og væv. Hybenkerneolie er rig på A-vitamin – nærmere bestemt transretinsyre – som ifølge forskning, skulle være effektiv til forebyggelse af hudens aldring forårsaget af solen. Antioxidanter er også en af de mange fordele ved hybenkerneolie – disse er med til at beskytte og reparere huden.

Kamilleolie

Kamilles æteriske olie har en antibakteriel og betændelseshæmmende effekt. Derudover har kamille en beroligende og afslappende effekt og skulle være særlig velegnet til tør og irriteret hud. Læs mere om kamilleolie her, samt hvordan du nemt kan lave din egen kamilleolie udtræk af tørrede kamilleblomster.

Rigtig god fornøjelse med din hjemmelavede veganske sæbe 🙂


Kilder:
Hybenkerneolie.dk
Rikke Goerlich, 2007: Urt!

One Reply to “Vegansk sæbe med kamille og hybenkerneolie”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *