Hyben dressing med chili – et lækkert pift til efterårssalaten!
Efter en dag indedøre i selskab med pensler, maling og masser af støv, trængte jeg hen mod aften til lidt frisk luft og vind i håret. Derfor pakkede jeg min taske med kamera og pose, og hoppede på cyklen mod stranden for at plukke lidt af efterårets vitaminrige hyben og ikke mindst nyde roen og bølgernes brusen.
De friske hyben, der er rige på C-vitamin, har jeg brugt til at eksperimentere med en hybendressing tiltænkt efterårets grønt i en lækker salat med grønkål og andet godt.
Til hybendressingen brugte jeg følgende ingredienser:
3 store håndfulde hyben (svarer til 125g rensede hyben)
7 spsk. kokossukker
3 små chili (eller mindre, hvis du ikke ønsker din dressing så stærk)
4 spsk. olivenolie
6 spsk. æblecidereddike
2 store lime (skræl og saft)
3 dl vand
Salt efter smag

Fremgangsmåde:
Halver hybenfrugterne og fjern kernerne med enden af en teske. Put hyben, sukker og vand i en gryde og bring det i kog.
Hak chili og tilsæt sammen med revet skal og saft fra limefrugterne, olivenolie, æblecidereddike og salt.
Lad det hele simre et stykke tid, mens du kan gå og nyde duften sprede sig i køkkenet og måske danske lidt rundt til dit yndlingnummer.
Jeg valgte at si chilistykkerne fra dressingen. Derfor samlede jeg først hybenfrugterne op fra gryden med en gaffel, hvorefter jeg siede dressingen. Jeg puttede så hybenfrugterne i en blender og tilsatte lidt efter lidt den siede dressing.
Dressingen er derefter klar til at blive hældt på en skoldet flaske.
Prøv evt. dressingen sammen med en lækker efterårssalat med grønkål – toppet med saltede gurkemeje-mandler.
One Reply to “Hyben dressing med chili”