Flyt til Samsø?

Flyt til Samsø? – Bliv mødt med Nysgerrighed, åbenhed og interesse

Flyt til Samsø? Det kan være en stor beslutning at rykke teltpælene op og flytte til en ø… mange overvejelser kan være i spil; Vil vi komme til at føle os isolerede fra familie og venner, når man ikke bare lige kan smutte forbi på gåben til en kop kaffe? Kan vi finde arbejde og få det hele til at hænge sammen økonomisk? Det var nogle af de overvejelser, vi havde i spil, inden vi tog den endelige beslutning.

Om at springe ud i det

Jo mere vi undersøgte og besøgte Samsø, desto mere blev vi bekræftet i, at det var her vi skulle springe ud i at bosætte os og indrette en fælles hverdag. Der faldt en hel særlig ro over os, når vi steg på vores cykler fra Samsø-Aarhus Expressen og snuste til den samske luft. “Mhmmm, man kan jo dufte blomsterne og træerne her”, kan jeg huske vi sagde til hinanden tilbage i april måned – for et år siden, da vi kiggede på, hvilket hus, vi skulle købe.

Ballen, Samsø
Stranden ved Ballen.

“Samsingernes Gæstfrihed bør heller ikke lades uomtalt; det gør et godt indtryk at se, hvor venligt den Fremmede bliver modtagen, og Samsø danner i den Henseende en skarp Modsætning til andre Egne.”

Sådan lyder det i en mands skildring fra 1864 om sit møde med Samsø. En skildring, der som sådan lige så godt kunne være formuleret af os her på bloggen – måske med lidt grammatiske justeringer… Men budskabet er i virkeligheden meget sigende for, hvordan vi oplever det som tilflyttere!

At føle sig velkommen

Siden – ja før – vi købte vores hus i august 2016, har vi oplevet en overvældende  imødekommenhed fra smilende samsinger, der ligger mærke til vores nye ansigter; “Hvor er det dejligt med nogle unge mennesker, der flytter hertil!”, “hvordan kan det være, I er flyttet til Samsø?” … og “har i fundet arbejde, så?”

En af disse smilende samsinger kom en varm sensommerdag trillende på sin gamle havelåge, mens vi sad ved vores fordør og tog en pause fra hus-ombygningen. Manden havde hørt fra en ældre dame, at der var flyttet nogen ind i huset, og han skulle da lige hen og hilse på og ønske os velkommen. Så vi fik en lille snak om, hvorfor vi var flyttet herover, og så cyklede han videre på sin vej.

Arbejdsmarkedet – en del af et netværk

Hurtigt (og ja, faktisk for Pernilles vedkommende inden vi flyttede til øen) blev vi taget godt imod på det samske arbejdsmarked. Vi blev mødt med nysgerrighed på vores kompetencer og personer ind i det pædagogiske arbejdsliv – hvilket har betydet, at vi fra start er blevet en del af et netværk på øen. I vores hverdag, der også er præget meget af hus-ombygning på det ældre hus fra 1902, betyder det meget at føle sig som en del af den verden, der lever uden for huset.

Kontrastfyldt forandring

Den åbenhed og imødekommenhed, vi oplever som en del af Samsø – og ja faktisk nok snart har vænnet os til – bliver særlig tydelig, når vi gør visit i Jylland, hvor vi kommer fra, og hilser på gaden eller vinker til de forbipasserende i bil og tænker… “Nåååååh nej, det gør man jo ikke her”. Det gør det kun endnu mere dejligt at sejle over det åbne hav tilbage til øen, hvor folk lægger mærke til hinanden, sender et lille smil og vink med hånden, når man passerer hinandens vej – små ting i hverdagen, der skaber smil, glæde samt en følelse af tilhør og fællesskab.

Flyt til Samsø? Bliv mødt med nysgerrighed, åbenhed og interesse
Billedet er taget ved Stavns Fjord i oktober, 2016, hvor vi var på dagskursus i “Svampejagt” på Samsøs naturskole. I Fjorden er der mange små græs- og træklædte holme, som er fredet og forbeholdt fuglelivet. På billedet ses også nogle af Samsøs mange gutefår, der hjælper med at pleje naturområdet.

Kilder:

  1. Poulsen, Frederik; Historiske og Kulturhistoriske Efterretninger om Samsø. Samlede fra trykte og utrykte Kilder. Udgivet på foranledning af Samsø Landboforening, Haandværkerforening og Foredragsforening. København. 1902.
  2. Manstrup, 2017: Samsø Feriemagasin, Visit Samsø.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *