Figner i forklædning | Sød vegansk snack
Ca. 25 små figner, dyppet i mørk chokolade og hindbær-mandel-drys
Figner i forklædning er en sød vegansk snack til eftermiddagskaffen – og så er de små hapsere nemme at have med på farten, så du ikke går sukkerkold i løbet af dagen 😉 Toppen på fignerne passer lige mellem to fingre – og svups – så ender fignen lige hos den søde tand!
Du kan pynte de tørrede figner med lige, hvad du har lyst til. Jeg pyntede mine figner med mørk chokolade og hindbær-mandler.
Ingredienser
25 små figner (jeg brugte Urtekrams små figner vendt i rismel)
50 g mørk chokolade, 70%
50 g mandler (Så er der lidt ekstra som belønning undervejs ;))
1 håndfuld frosne hindbær
1/4 dl vand
Et nip salt
Fremgangsmåde
1) Hindbærmandler: Start med at lave hindbær-mandlerne, som du også sagtens kan lave et par dage i forvejen 🙂 Tænd ovnen på 150 grader. Put hindbær, vand og salt på en lille pande og lade det koge op. Tilsæt mandler og lad det koge ved middel varme, indtil væsken er fordampet og kun mandlerne ligger tilbage. Når ovnen er opvarmet til 150 grader, kan du ligge mandlerne på en bageplade med bagepapir og bage dem i ca. 15 min. Lad hindbær-mandlerne køle af. Hindbærerne giver mandlerne en dejlig bær-sødme og en smuk rød farve 🙂
2) Hindbær-mandel-drys: Nu kan du lave din mandeldrys til fignerne. Det gør du blot ved at putte hindbær-mandlerne op i en minihakker og køre dem rundt, indtil de er hakket helt fint som på billedet her. (Hvis du gerne vil have den røde farve til at træde mere igennem, kan du evt. hakke mandlerne lidt inden du tilbereder dem på panden sammen med hindbær).
3) Chokolade-temperering*: Nu kan du temperere din chokolade. Hak den mørke chokolade fint og tilsæt ca. 2/3 af chokoladen i en skål/dyb tallerken, der kan tåle god varme. Put lidt vand i en kasserolle/lille gryde og sørg for, at den skål/tallerken, du vælger slutter tæt til grydens kant. Smelt chokoladen over vandbadet til det er ca. 45 grader. Tag så chokoladen af varmen og tilsæt den sidste 1/3 hakket chokolade. Rør lidt rundt til det smelter. Varm chokoladen lidt op igen. Nu er chokoladen klar.
4) Figner i forklædning: Nu er det tid til at forklæde dine figner. Dyp fignen i den smeltede chokolade og vend den derefter i hindbær-mandel-drysset. Stil fignen på et skærebræt overdækket med bagepapir. Fortsæt med de resterende 24 figner 😉
5) Spis, spis spis: Nyd de små figner i forklædning til en god kop kaffe i godt selskab, og snup et par stykker med til eftermiddags-snack på arbejdet 🙂
God appetit 🙂
* Chokolade-temperering: Vi er bestemt ikke eksperter i chokolade-temperering, men vi er i gang med at øve os 🙂
Elsker du også chokolade og har lyst til mere? Du kan også prøve BUCHHOLM’s opskrift på dadelkugler med peanuts 🙂





