Fastelavnsboller | Wienerdej med remonce – På den veganske facon (ca. 12 stk)
Fastelavnsboller… “Kan du gætte hvem jeg er?” – En lækker remonce pakket ind i wienerdej, og så er jeg vegansk! Nu nærmer tiden sig for fastelavn, så hvilken bedre måde at tilbringe sin weekend på end ved bage-leg med en vegansk udgave af den lækre fastelavnsbolle. Disse fastelavnsboller er lavet udelukkende af veganske ingredienser, dvs. de er fri for animalsk smør, mælk og æg – MEN de smager himmelsk! Og så er de ikke spor sunde – lige som en fastelavnsbolle skal være!
Vi har lavet 3 udgaver:
- Remonce med mørk appelsinchokolade, toppet med chokoladeglasur og revet appelsinskal
- Remonce med hindbær, hindbærglasur og hakkede mandler
- Remonce, penslet med hørfrø-binding og toppet med sukker
Når du skal lave dine veganske fastelavnsboller er det en god idé at starte med at lave hørfrø-bindningen til wienerdejen, da den skal nå at afkøle, inden du bruger den. Lav derefter din wienerdej, som kræver et par hævninger, hvorimens du kan lave din remonce klar. God fornøjelse med opskriften!
ca. 3 timer (inkl. hævning og bagning)
Wienerdej
Ingredienser
Hørfrø-binding svarende til 1 æg (Se opskriften på hørfrø-binding)
2 dl vanilje-soja-mælk
50 g smeltet plantesmør (vi brugte Dragsbæk – croissant & wienerbrød, købt i Super Brugsen)
50 g sukker
25 g gær (en halv pakke)
375 g hvedemel
Fremgangsmåde
Smelt smør og rør med en rørmaskine sammen med vanilje-soja-mælk, sukker, gær og hørfrø-binder. Tilsæt herefter hvedemel lidt efter lidt, mens du rører rundt. Dejen slipper let skålen og er en smule våd i det. Form let dejen som en kugle og stil den til hævning i skålen i ca. 1/2-1 time (Herimens kan du lave din remonce).
Remonce
Ingredienser
50 g plantesmør
50 g rørsukker
75 g marcipan
Fremgangsmåde
Afvej ingredienserne og ælt dem sammen til en ensartet masse. Stil remoncen til siden, mens du laver dejen.
Smørlag til wienerdej
Ingredienser
Din færdighævede wienerdej
375 g plantesmør (vi brugte Dragsbæk – croissant & wienerbrød, købt i Super Brugsen)
Fremgangsmåde
Når wienerdejen er hævet til ca. dobbelt størrelse skal den rulles ud med smørlag. Der er flere forskellige måder, man kan vælge at gøre det på. Vi gjorde det på følgende måde:
Strø lidt hvedemel ud på bordpladen, læg dejen herpå.
Rul dejen ud, så den er ca. 3 gange så lang, som den er bred og så kantet som muligt.
Vend den ene side hen over dejen til midten og derefter den anden side over. Vend dejen om, og rul den ud på samme måde igen.
Riv al smøren på et rivejern ud over 2/3 af dejen og fordel det jævnt ud. Vend nu den side af dejen, hvor der ikke er smør, hen over dejen.
Tryk smøret ned i den anden side af dejen og vend herefter denne side hen over dejen. Sørg for at kanterne er så lige som muligt. Tryk lidt ned på dejen med dine hænder og rul herefter dejen ud på samme måde som før med din kagerulle. Drøs lidt mel ud over dejen/på bordpladen, når du synes der er behov for det. Vend igen den ene side af dejen ind over sig selv og derefter den anden side indover. Vend dejen rundt og gentag processen. Gør dette et par gange, og lad så dejen hæve igen i ca. 30 min.
Fyld og form fastelavnsbollerne
Nu kan du fylde og forme dine fastelavnsboller.
Rul dejen ud i en stor firkant, så den er ca. 5 mm tyk. Skær dejen ud i mindre firkanter med en pizzaskærer. Ved vores dej blev der til 12 stk. (måske liiiidt store, så det kommer an på, hvilken størrelse du ønsker). Put remonce i midten af firkanten og hvis der er andet du ønsker som fyld (vi brugte også hindbær og appelsinchokolade i nogle af vores fastelavnsboller).
Når du skal forme dine fastelavnsboller, kan du tage dejen op i hånden og trække kanterne ind over hinanden. Et godt tip er at dyppe fingrene i lidt koldt vand, så kan du nemmere samle dejen. Sørg for at trykke på dejen, så den er helt samlet. Derved undgår du, at fyldet smelter ud af dejen inde i ovnen. Vend fastelavnsbollen med den samlede side nedad på bagepladen. Når du har fyldt og formet alle dine fastelavnsboller er de klar til bagning ved 200 grader i ca. 15-20 min.
Lad fastelavnsbollerne køle af ca. 1/2 time, inden du putter glasur og pynt på. Vi valgte at vores fastelavnsboller med remonce ikke skulle have glasur på. Dem penslede vi med noget af den resterende hørfrø-binding og dryssede med rørsukker. Dejen blev let blank, som når man pensler med æg.
Sådan kom vores veganske fastelavnsboller til at se ud 🙂
Fastelavnsbollerne med remonce og hindbær blev pyntet med hindbærglasur af flormelis og hindbærsaft samt hakkede mandler.
Fastelavnsbollerne med remonce og appelsinchokolade blev pyntet med chokladeglasur af formelis, kakaopulver og vand samt revet appelsinskal.
God fornøjelse! 🙂 Husk at man skal smage på alle de forskellige slags fastelavnsboller, man laver 😉
One Reply to “Fastelavnsboller | Wienerdej med remonce”