DIY sofabord – Sådan kan du upcycle dit gamle bord
DIY sofabord med overflade af fliseklæb?… Ja, du læste rigtigt – det kan faktisk lade sig gøre. Vi brugte et gammelt bord med hollandske kakler til formålet, som nu har fået et helt nyt udtryk.
Sådan så kakkelbordet ud, inden vi gik i gang.
Nogen vil måske mene, at det er synd for de ellers fine hollandske kakler, men vi synes, at bordet passer bedre ind i vores hjem nu. Med hammer og mejsel forsøgte vi os da også i at banke kaklerne op, så vi kunne gemme dem til et andet formål. Kaklerne sad dog så godt fast, af de viste sig at gå i stykke ved vores forsøg. Derfor lod vi kaklerne blive i bordpladen.
Materialer til bordstel
Sandpapir
Pensel
Maling
Rørepind
Bordstellet har vi slebet ned og malet med et par farveprøver fra vores lokale farvehandler i farven “aloe vera” – som har et mat udtryk. Stellet blev malet over to gange og fik lov til at tørre, inden vi gav os i kast med bordpladen.
Materialer til bordplade
Spand
Rørepind
Vægt
Mureske
Malertape
Lak
Fliseklæb blandingsforhold
800 g fliseklæb
200 g cement
25 g sort oxyd farve
Vand
Fremgangsmåde
Afvej fliseklæb, cement og farve i en spand i passende størrelse og rør det sammen inden du tilsætter vand, så den sorte farver bliver blandet godt rundt med cement og fliseklæb. Tilsæt herefter vand i blandingen til det får lidt samme konsistens som det mudder, man legede med, da man var barn 🙂 Blandingen skal ikke være alt for vandet, og skal gerne få en ensartet farve.
Nu er blandingen klar til at blive påført bordpladen.
Vi fandt hurtigt ud af, at det er en fordel at sætte malertape hele vejen rundt om bordpladen. Så undgår du nemt, at der kommer fliseklæb på bordstellet. Du kan påføre blandingen på bordpladen med en mureske. Det giver en lidt sjov og ujævn struktur, som vi egentlig synes er meget fin. Når du har påført fliseklæben i den mængde og med den struktur, du ønsker, kan du med en rolig hånd fjerne malertapen og lader blandingen tørre op i ca. 24 timer. Herefter kan du påføre lak på overfladen, hvilket giver et lidt mere skinnende udtryk og gør bordpladen mere modstandsdygtig. Vi påførte en halvmat lak over 2 gange.
Det gamle kakkelbord har nu fået nyt liv på en nem og billig måde 🙂
Se flere kreative DIY-projekter her på bloggen 🙂





